Hvorfor fokuserer vi på TSH-værdier?

Yvirlækni, Ph.D. Nils Knudsen (verður møguliga umsett til føroyskt seinni).

Den analyse, som normalt giver det mest præcise udtryk for eventuelle forandringer i stofskiftet, er niveauet af TSH (Thyreoidea Stimulerende Hormon eller Thyrotropin). TSH er det hypofysehormon, som styrer stofskiftet ved at regulere skjoldbruskkirtlens funktion. Ved ganske små ændringer i stofskiftet vil hypofysen registrere ændringerne og ændre på TSH produktionen for at opretholde et normalt stofskifte. Derfor er TSH generelt lavt ved højt stofskifte og højt ved lavt stofskifte.

Der er dog undtagelser. F.eks. kan TSH være flere måneder om at rette sig, hvis man har haft højt stofskifte (og dermed lavt TSH), selv om stofskiftet er blevet normalt igen. Ved hypofysesygdom kan niveauet af TSH heller ikke bruges til at vurdere stofskiftet, men hypofysesygdomme er sjældne. Endeligt kan TSH heller ikke bruges til at stille stofskiftediagnoser ved samtidig svær sygdom af enten akut karakter, som hos mange patienter på en intensivafdeling, eller af kronisk karakter som f.eks. ved kronisk nyresvigt. I disse situationer er TSH ofte lavt, selvom man ikke fejler noget med stofskiftet.

Hvordan defineres en ’normalværdi’
Når man skal definere en ’normalværdi’ for en blodprøve, vælger man ofte at undersøge et stort antal raske personer med den pågældende blodprøve. Dernæst udvælger man et område, som indeholder 95 % af alle tilsyneladende raskes blodprøver og kalder det et ’normalområde’ eller ’referenceinterval’. Det siger således ikke noget om hvorvidt det er godt eller skidt at ligge i dette område, men kun hvad der er almindeligt i befolkningen. Og enkelte raske vil altså også ligge uden for ’normalområdet’.

Hvad er normalområdet for TSH?
Der kan være forskelle i ’normalområderne’ for TSH mellem de forskellige laboratorier, da de benyttes en række forskellige typer af analyser. De fleste har dog et ’normalområde’ på ca. 0,2 - 5,0 mU/l.

Området for TSH har været diskuteret noget de senere år. Det skyldes, at man har rejst mistanke om, at en del tilsyneladende raske går med ganske lette stofskifteændringer, og når de tages med i definitionen af ’normalområdet’, bliver det måske let misvisende. Hvis man er meget omhyggelig med ikke at få personer med lette stofskifteforandringer med i normalmaterialet, får man således også lidt anderledes grænser. Både danske og udenlandske undersøgelser får så et område omkring 0,4 - 3,5 mU/l for TSH.

Samtidigt er der undersøgelser som tyder på, at personer med TSH-værdier i den høje ende af det normale (og dermed måske lidt lavt stofskifte), har lidt højere vægt, lidt højere blodtryk, lidt anderledes funktion af blodkarrene og lidt større tendens til at udvikle egentligt lavt stofskifte senere i livet. Disse sammenhænge er dog så svage, at de ikke i sig selv berettiger til at tilbyde behandling til alle med disse lidt høje TSH-værdier.

Alt i alt kan det nok siges, at der ikke er en helt bestemt grænse for, hvad der er normalt, når man taler om TSH værdier. Man er således nødt til at sammenholde tallene med patientens symptomer og øvrige helbredssituation.

Overses stofskiftepatienter på grund af disse grænser?
For at diagnosticere stofskiftesygdomme korrekt har det således ikke stor betydning, om man bruger det ene eller det andet ’normalområde’ for TSH. Det skyldes, at meget få personer med TSH lige omkring grænsen for det normale vil have en egentlig behandlingskrævende stofskiftesygdom. Til gengæld vil et meget stort antal uden nogen stofskiftesygdom falde uden for grænserne, hvis man ændrer normalområdet, så man er sikker på at diagnosticere hver enkelt person med også ganske lette og næppe behandlingskrævende stofskifteforandringer. Det ville betyde, at et stort antal raske ville blive sendt til nærmere undersøgelser, med det besvær, de omkostninger, og ikke mindst de bekymringer, som det ville medføre.

Det er derfor ikke min holdning, at der vil være mening i at ændre på ’normalområderne’, selvom det fra et teoretisk synspunkt kunne være mere korrekt.

Hvad så ved en kendt stofskiftesygdom?
I forhold til patienter, som allerede er i behandling for stofskiftesygdom har en eventuel ændring i ’normalområdet’ heller ikke stor betydning.

Når det gælder behandling af højt stodskifte, styrer man i forvejen ikke så meget efter TSH værdier, da de ændrer sig med lidt for stor forsinkelse hos patienter med højt stofskifte.

For patienter i behandling for for lavt stofskifte er TSH-værdierne meget afgørende i indstillingen af den rette dosis. Selve ’normalområdet’ har alligevel ikke så stor betydning i den situation, da vi oftest ikke er tilfredse med at TSH værdierne ligger i ’normalområdet’. Det er nemlig de flestes erfaring, at patienterne har det bedst, hvis TSH niveauerne ligger i den lave ende af det normale område, altså svarende til et lidt højt stofskifte. Der er ikke nogen rigtigt sikker forklaring på dette. Da det ikke er uden omkostninger, hvis stofskiftet er for højt (blandt andet risiko for knogleskørhed), vælger man derfor at ramme et stofskifte som ligger i den høje ende inden for det normale. Det vil sige, at man sigter på et TSH niveau omkring eller lige under 1 mU/l.

De vigtigste budskaber: Vi ved faktiske ikke helt, hvad en ’normalværdi’ af TSH er.
I det daglige arbejde med af finde stofskiftesygdomme har det dog ikke stor betydning, da TSH som regel er langt uden for normalområdet ved stofskiftesygdom.
Hos patienter med lavt stofskifte skal man prøve at indstille behandlingen til TSH niveauer omkring 1 mU/l.